Pilgrimsvandring Kirke Værløse-Hareskoven-Ballerup (ca. 13 km)

Pilgrimsvandring Kirke Værløse-Hareskoven-Ballerup (ca. 13 km)

Pilgrimsvandring Kirke Værløse-Hareskoven-Ballerup (ca. 13 km)

Lørdag 20. juni 2026, kl. 09:00

Nu nærmer tiden sig for vores sidste vandring her i foråret og forsommeren på Klosterruten i Nordsjælland – det er turen fra fra Kirke Værløse til Ballerup.

 

Kirke Værløses kerne er en hyggelig gammel landsby med et gadenet, der fortæller, at landsbyen oprindelig var bygget op omkring en forte, dvs. et fællesareal.

Sådanne fortebyer ser man flere steder på Klosterruten til Roskilde. Mogens Jørgensens lysaltertavle fra 1973 er den middelalderlige kirkes hovedseværdighed.

Fra Kirke Værløse går Klosterruten ned mod et område, hvor der tidligere har været en stor militærlufthavn. Nu er betydelige dele af området fredet. Den ene naturseværdighed følger nu hurtigt efter den anden. Ved Præstesø kan man studere mange standfugle og trækfugle fra et fugletårn, og kort efter går ruten et langt stykke langs Søndersø, hvor man kan være heldig at opleve fiskeørn forår og efterår.

Øst for Søndersø går Klosterruten ind i et stort, dejligt skovområde. Det består af Hareskovene og Jonstrup Vang og rummer interessante fortidsminder, urgamle egetræer og partier med den sjældne småbladede lind.

Mellem Jonstrup Vang og Ballerup krydser Klosterruten Hjortespringkilen, som er delvist bevaret som grønt område, da Københavns omegnsbyer oplevede en voldsom vækst i de sidste generationer.

I den nordlige del af Ballerup går Klosterruten gennem Egebjerg Bykvarter fra slutningen af 1900-tallet. Bebyggelsen vakte international opmærksomhed, fordi den var et banebrydende og vellykket forsøg på at skabe en varieret by uden den monotoni, som ellers har præget nye boligområder efter 1950’erne. Talrige udendørs kunstværker er med til at gøre bydelen til et unikt kulturmiljø. Overalt på Klosterruten gennem Ballerup passerer man ligeledes bemærkelsesværdige værker af danske og udenlandske kunstnere. Det er et resultat af kommunens og borgmester Ove E. Dalsgaards bevidste satsning på kulturelle og sociale projekter.

I udkanten af Ballerup har billedkunstneren Mette Hansgaard skabt farverige og symbolfyldte altervægsmalerier i Skovvejskirken, der egentlig bare er et nøgternt kirkegårds- og krematoriekapel fra nyere tid

Foran Ballerup Rådhus står Danmarks største bronzeskulptur fra 2004. Den er udført af Peter Brandes. Herfra er der kort vej til Ballerup Kirke fra omkring 1200. Den har fine middelalderlige kalkmalerier og kunstværker fra nyere tid. Kirken er ligesom nabokirken i Måløv viet til pilgrimshelgenen Jakob, som her i Ballerup er fremstillet på et prægtigt kalkmaleri over buen mellem skib og kor.

Fra Ballerup Kirke går vi over til Pilgrimshuset Albergue Ballerup. Foreningen bag pilgrimshuset, der bl.a. rummer 14 sovepladser for vandrere, der kommer gennem Ballerup på Klosterruten og Den Danske Pilgrimsrute, blev stiftet for 10 år siden, og denne lørdag byder de os indenfor til at se huset og nyde en god kop kaffe/the med kage til. I disse gæstfrie rammer vil vi afslutte dagen med at holde den årlige generalforsamling i Foreningen Den Danske Klosterrute, hvortil alle er velkomne.

 

Her kommer info om vandringen:

Mødetid: 8.00 ved Bellahøj Kirke.

Der er mulighed for tilslutning flere steder:

På Bellahøj ved stoppestedet for bus 68 mod Lyngby kl. 8.15

Stengården St. ved S-tog B mod Farum St. kl. 8.51

Værløse St. ved stoppestedet for bus 151 mod Kirke Værløse kl. 9.16

De, der har lyst til et par ekstra kilometer i benene (restparti fra sidste gang) står af bussen på stoppestedet Lundsgård og vandrer det sidste stykke frem mod Kirke Værløse Kirke.

De øvrige står af bussen på stoppestedet Kirke Værløse Kirke.

Vi samles i Kirke Værløse Kirke kl. 10.00

På hjemturen tager vi S-tog C fra Ballerup St. mod København omkring kl. 16.00.

Tilmelding er ikke nødvendig – mød blot op på dagen!

Transporten foregår med offentlig transport, og udgifterne dækkes af deltagerne selv.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed