Pilgrimsvandring på Klosterruten Lørdag 19/9 kl. 9.00

Pilgrimsvandring på Klosterruten Lørdag 19/9 kl. 9.00

Pilgrimsvandring på Klosterruten Lørdag 19/9 kl. 9.00

# Forside blog

Pilgrimsvandring på Klosterruten Lørdag 19/9 kl. 9.00

Klosterruten.

   En moderne dansk pilgrimsvandrerute på omkring 2000 km, der forbinder historiske klostre, kirker og hellige steder over hele Danmark.
Ruten går fra Helsingør i nord til Padborg i syd.

   Lørdag d. 19. september skal vi videre på Klosterrutens forløb, og i foråret nåede vi frem til Ballerup med en fin afslutning hos Santiagopilgrimmene, der driver et herberg for vandrere derude.

   Vi satser på at kunne begynde dagen i Ballerup Kirke, så vi kan hilse på pilgrimshelgenen Sankt Jakob, der møder os i form af et prægtigt kalkmaleri på en fremtrædende plads i kirken. Det fortælles, at kirkegængerne længe efter middelalderen har sagt: ”Godmorgen Sankt Jakob”, når de kom i kirke søndag morgen.

   Fra Ballerup Kirke går vi til Banegårdspladsen og mod den gamle, kønne landsby Pederstrup, der er et kulturhistorisk center for Ballerup kommune med egnshistorisk museum og forskellige kulturaktiviteter. Museet har også en temmelig omfattende udstilling om den russiske storfyrstinde Olga. Hun flygtede til Danmark under den russiske revolution og var i mange år bosat i Ballerup.

   Fra Pederstrup går turen ad asfalt- og grusveje gennem det åbne land mod Måløv. Det er en gammel landsby, som er blevet til en af Københavns kraftigt udbyggede omegnsbyer. Undervejs passerer vi et smukt landbrugsområde, der kaldes Østerhøj Naturpark. V følger Klosterruten videre til Måløv Kirke, hvor de romanske kalkmalerier stammer fra kirkens opførelsestid omkring midten af 1200-tallet. Maleriet med ”Madonna fra Måløv” er blevet kaldt et hovedværk i Europas romanske kunst.

   Fra Måløv Kirke går turen via Søndergård Torv, hvor vi kan Bjørn Nørgaards store, symbolladede skulptur ”Nåleøjet” fra 2010.

   Fra Søndergård Torv går turen frem til en stor bronzealderhøj, der i den folkelige overlevering har fået navn efter vikingekongen Svend 1. Tveskæg. Derfra er der knap to kilometer til den middelalderlige Smørum Kirke. Nogle af motiverne på kirkens malerier fra slutningen af 1400-tallet er efter moderne forestilling grove og obskøne, men senmiddelalderen har på den måde vedkendt sig det modsigelsesfulde, faktiske liv og taget det med ind i troens og kirkens verden.

   Efter en lille tur ind til gadekæret i den gamle Smørumovre landsby drejer Klosterruten mod sydøst og syd gennem parcelhuskvarterer og ud i det åbne land til Ledøje Kirke. Kirken fra første halvdel af 1200-tallet er en af Danmarks mest ejendommelige og seværdige middelalderkirker. Den er bygget i to etager med hver sit gudstjenesterum, men med en stor åbning i gulv og loft, så man kan se fra det ene rum til det andet. Den må være bygget som privat stormandskirke, måske i forbindelse med en ridderborg, som skal have ligget ved siden af.


PRAKTISKE OPLYSNINGER OM TUREN

Lørdag 19. september kl. 9.00

- fra Ballerup til Ledøje (ca. 16 km)

Mødetid: 9.00 ved Bellahøj Kirke

Der er mulighed for tilslutning på Bellahøj ved stoppestedet for bus 350S mod Ballerup St. kl. 9.15

Ved Ballerup Kirke kl. 10.00

På hjemturen tager vi bus 144 fra Ledøje kl. 15.53 med ankomst til Ballerup St. kl. 16.06 og videre med bus 350S kl. 16.07 med ankomst til Bellahøj kl. 16.42.


Tilmelding:
Der er ingen tilmelding til Pilgrimsvandringerne, du møder blot op i Bellahøj Kirke på dagen.

Transport:
Transporten foregår med offentlig transport, og udgifterne dækkes af deltagerne selv.

Kontakt:
Pilgrimspræst Peter Møller Jensen kan kontaktes på mail:
pmj@km.dk


Kommende pilgrimsvandringer

Lørdag d. 10. oktober

Lørdag 31. oktober

Lørdag 1. november

Flere detaljer om turene kommer snart!

 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed