02/07/2024 0 Kommentarer
Konfirmandernes blog
Konfirmandernes blog
# Konfirmander
Konfirmandernes blog
Peter Møller Jensen har interviewet Siw og Theo Appel, der er tvillinger og går på Utterslev Skole.
Nu er I konfirmander og nærmer jer selve konfirmationen, hvad glæder I jer mest til den dag?
Siw: ”Jeg glæder mig til at stå der i kirken sammen med de andre, så bliver det ligesom ”officielt” efter det her års forberedelse.”
Theo: ”Det bliver ligesom en præmie at stå der. Og vi kan deles om oplevelsen!”
Hvad har været mest spændende ved undervisningen?
Theo: ”Hunger Games-gudstjenesten var helt klart det mest spændende. At få lov til at stå for noget selv. Og selv at være med i den.” Siw: ”At gå rundt hele aftenen og forberede det, og så kom ens venner og familie og så det til sidst.”
Har det været OK at arbejde med Kristuskransen?
Siw: ”Ja. Derved blev det delt op i flere dele, hvad kristendommen består af. Der er mange elementer, men Gud er i det hele. Og kærligheden.” Theo: ”Det blev overskueligt. Man kunne følge med fra gang til gang. Og se på kransen hvad der var på næste torsdag.
Kræver det forhåndsviden, at gå til præst?
Siw: ”Nej, egentlig ikke. Man lærer det undervejs.” Theo: ”Jeg har gået i en kristen børnehave, så jeg vidste en del på forhånd. Men her er det en ny og meget anden måde at lære om kristendom på.”
Er det hårdt at skulle lære Trosbekendelsen og Fadervor udenad?
Theo: ”Især trosbekendelsen var svær i starten, men nu er den heldigvis ved at være på plads.” Siw: ”Lige pludselig kom det til én og så kunne man den.”
Har I prøvet udenadslære før?
Siw: ”Ja, med matematiktabeller. Og til taler, f.eks. fremlæggelser i skolen, hvor vi bl.a. skulle være ”klimaambassadører”.
Theo: ”Ja, til fremlæggelser i skolen, hvor man også skal huske overordnede emner. Det hjalp til at huske sammenhængen i teksten, at vi delte trosbekendelsen op i afsnit.”
Behøver man tro på Gud for at melde sig til konfirmandundervisningen?
Theo: ”Nej, her på vores hold er der jo droppet et par stykker ud undervejs, men de gav det jo en chance for at finde ud af, om de ville konfirmeres.” Siw: ”Der var også en, der ville prøve undervisningen først for at se, om det var noget for hende.”
Kommentarer