Fastetidens overvejelser er temaet i salmer, askekorstegning, læsninger, prædiken, altergang og musik.

Askeonsdag indleder fastetidens fyrre dage indtil påske: Tid til besindelse og bod.

Askeonsdag er en dag til fordybelse i to ting: Guds vilje med vores liv og hvad der skiller os fra Gud og dermed hindrer os i at følge Hans vilje.

Ved at brænde palmegrene til aske, de grene vi sidste år brugte til at fejre palmesøndag, og med asken fra grenene tegne et kors i panden på gudstjenestedeltagerne, markeres menneskets forgængelighed (og forfængelighed).

Grundtvig digter om, at Gud kommer støvtråde-værket i hu! Vi kan tale om at ryste vort støv, når vi står op – på denne måde kan vi se på verden og os selv med mildere øjne, hvis vi af og til bliver mindet om vores egen forgængelighed. Det er askeonsdags mulighed.

Sognepræst Tine Årup Illum taler om at palmegrene både er tegn på liv og overskud og på samme tid tegn på, at livet kan være udbrændt og forkullet. Askeonsdag, siger hun, må de grå tanker have lov til at være der: grimme og trøstesløse som aske. De må komme frem i lyset og lægges hen til Gud. Det kan vi gøre, fordi vi håber og tror, at han kan bære dem sammen med os; Og fordi vi tror, at Jesus har båret dem for os langfredag.

Askeonsdags gudstjeneste kan vi ryste vores støv på en velgørende måde: så der kommer liv i de gamle klude. Måske det ligefrem kan ryste os sammen.

Julie Goldschmidt, sognepræst i Kongens Lyngby