30/10/2024 0 Kommentarer
Sorggruppen
Sorggruppen
# Forside blog
Sorggruppen
Sorg, vrede, frygt eller ensomhed er følelser der er svære at tale om efter at have mistet én man holdt af. At dele sin sorg med andre giver nyt mod på livet og letter smerten ved tabet.
At få talt om din sorg, enten i en sorggruppe eller gennem samtaler, er for dig der lige har mistet. Men sorggruppen/sorgsamtaler er også for dig med gamle tab og for dig med forlængede sorgreaktioner. Det er gratis at få en samtale eller at deltage i sorggruppen
- for dig der bor i sognet.
- for dig der er pårørende til én der er blevet bisat i Bellahøj Kirke.
Sådan tager du kontakt til sorgterapeuten
Du kan kontakte Marianne Meyer på hverdage mellem 17-19 på tlf.: 40 97 55 20 eller via e-mail: thye.mye@gmail.com
Derfor kan en sorggruppe hjælpe dig
Det kan være svært at genfinde håbet og livsglæden i en forandret virkelighed. Sorg er ikke en sygdom, men en sund reaktion på et livsvigtigt tab. I sorg-netværksgruppen vil du være sammen med andre, som har mistet én der stod dem nær og som derfor kender til smertelige følelser.
Hvem kan deltage ?
Sorg-netværksgruppen er tilbud til efterladte, som har mistet én der stod dem nær. Tilbudet er fortrinsvis for beboere i Nordvestkvarteret, Bellahøj og Brønshøj og retter sig mod personer over 18 år.
Forsamtale
I forsamtalen vil vi sammen søge at sætte ord på:
- Dit tab
- Din tilknytning
- Din nuværende situation
Du vil også få information om vores måde at arbejde på, herunder at der er tavshedspligt i gruppen.
Hvad sker der i gruppen ?
Ved at deltage i sorg-netværksgruppen, vil du få redskaber til at gennemleve en almindelig, såvel som en vanskelig sorgproces, under ledelse af socialrådgiver, uddannet i sorg/krisebehandling.
Studerende fra Den Sociale Højskole eller fra andre uddannelsescentre deltager i perioder som praktikanter.
Tidligere deltager anbefaler sorgforløb hos Marianne
Jeg har gået i et sorgforløb hos Marianne efter at have mistet min mor til kræft. Det har været et rart og vigtigt helle for mig og et rum, hvor jeg kunne sætte ord på alle de svære og tunge følelser. Marianne er god til at spotte centrale ting i det, man siger og få én til at reflektere over det. At være i sorg påvirker alle aspekter i ens liv, og for mit vedkommende har samtalerne med Marianne givet mig en erkendelse af, at der er vigtige områder i mit liv, hvor der er behov for justering. Jeg har fået opgaver fra gang til gang, og det har været rart, at der har været noget konkret at arbejde med. Jeg har skrevet breve til min mor og til venner (til eget brug), og det har været en helende proces at skrive følelser ned. Jeg har ligeledes haft til opgave at arbejde med min vejrtrækning og grounding, da både min krop og mit sind har været voldsomt belastet i forbindelse med min mors sygdom og død. Øvelserne har øget min bevidsthed på kroppen, og jeg bruger dem nu dagligt som en slags tjek-ind med mig selv. Jeg kan varmt anbefale et sorgforløb hos Marianne. Med venlig hilsen Catharina Frederikke Pedersen
Andre steder du kan få hjælp
På sjælesorg.nu kan du tale anonymt med en præst om alt mellem himmel og jord via en chatfunktion fra smartphone, iPad eller computer.
Kommentarer