24/09/2026 0 Kommentarer
Håbscafé Torsdag 1/10 kl. 19.00
Håbscafé Torsdag 1/10 kl. 19.00
# Forside blog

Håbscafé Torsdag 1/10 kl. 19.00
Hvad holder håbet i live?
Hvad er håb egentlig? Og hvad gør håbet vigtigt for os?
Håb er mere end at tro på, at alting nok skal gå. Det kan være det, der får os til at se fremad, når vi ikke kender udfaldet – og det, der får os til at handle, selv når vi tvivler på, om det nytter.
Måske er håbet knyttet til noget helt nært: Et menneske, du holder af. Noget, du glæder dig til. Eller en tro på, at det kan betale sig at gøre det gode.
Men hvad sker der med håbet, når verden omkring os bliver svær at forstå? Når vi igen og igen møder krig, klimabekymringer, ulykker og lidelse?
Retter vi håbet mod nære eller fjerne ting – eller måske både/og? Er der forskel på, om vi ser ulykken ude på vores gadehjørne eller læser om en lignende ulykke i et andet land? Ser vi barnet, som lider, og overser de mange? Med andre ord: Er antallet afgørende for vores reaktion og evne til at rumme det?
Kan afstanden skabe ligegyldighed hos os? Og hvad sker der, når tvivlen melder sig: Nytter det egentlig noget, hvad jeg gør? Er mine handlinger som en dråbe i vandet?
På Håbs Café vil vi tale om, hvad der holder håbet i live – og om hvorfor vi i udgangspunktet vil det gode, men alligevel ikke altid gør det. Som Paulus skriver:
”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”
Vi vil også stille de store spørgsmål: Er der en mening eller en årsag bag det, vi ikke kan se eller forstå? Og hvis Gud er almægtig og god, hvor kommer det onde så fra? Det spørgsmål, som i teologien kaldes teodicé-problemet.
Vi er måske gode til at sætte ord på det, vi frygter og bekymrer os om. Men hvad med det, vi håber på? Hvad håber vi på for os selv, for hinanden og for den verden, vi er en del af? Og hvordan kan vi finde ord for håbet, så det bliver noget, vi kan dele, holde fast i og måske handle på?
Det er nogle af de spørgsmål, vi tager med os ind i samtalen denne aften.
Vi serverer en let tapas, som vi kan spise undervejs. Deltagelse er gratis. Øl, vin og sodavand kan tilkøbes for 10 kr.
Velmødt!
Louise og Steen
Kommentarer