20/02/2025 0 Kommentarer
Filmaften - ”Fuld af kærlighed”, dansk film fra 2024
Filmaften - ”Fuld af kærlighed”, dansk film fra 2024

”Fuld af kærlighed”, dansk film fra 2024, instr. Christina Rosendahl
Filmen er et intenst familie drama, der handler om alkoholmisbrugets påvirkning af en familie.
På overfladen ligner de en helt almindelig familie, men efter en druk-relateret ulykke bliver faren, Peter, mødt med et ultimatum. Hans kone og deres tre børn beder ham vælge mellem dem eller alkoholen.
Peter går i behandling, og kommer hjem som en sundere og gladere mand. Men Peters kone har samlet frustrationerne til bunke, og hun savner sin livlige og farverige mand. De mentale tømmermænd, som de begge to har sparet op over mange år, vælter nu ned over familien.
I midten af alt dette står familiens ældste datter, Sofia, midt i en dyb livskrise, der ikke engang er hendes egen. Hun påtager sig ufrivilligt ansvaret for at holde sammen på sin familie.
Filmen 'Fuld af kærlighed' er et rørende, klogt og debatskabende drama, der står instruktør Christina Rosendahl ('Vores mand i Amerika') meget nært.
Rosendahl har taget personligt afsæt i sin egen erfaring med misbrug i familien, og valgt at fokusere på det underbelyste begreb "medafhængighed".
Lars Ranthe og Stine Stengade spiller det centrale ægtepar, mens det unge stjerneskud Viilbjørk Malling Agger spiller datteren.
Filmen modtog for nylig en række Robert-priser, bl.a. for årets bedste danske spillefilm.
Efter filmen er der mulighed for hyggeligt samvær, hvor vi lægger op til en god snak om filmen. Der vil være gratis chips og mulighed for at købe øl, vin og vand.
FRI ENTRÈ
Kommentarer