Meditationsgudstjeneste

En stund med stilhed og ro

At kunne finde tid til stilhed og ro, når alverdens ting kæmper om vores opmærksomhed, er ikke nogen selvfølge og kan for mange af os være lidt af en udfordring. Vi har dog brug for øjeblikke i vore liv, hvor vi kan stoppe op, puste ud, gå ned i gear, se hinanden i øjnene, finde fred og måske mærke Guds nærvær.

Derfor giver vi i Bellahøj kirke os selv, hinanden og dig mulighed for netop det, når vi en enkelt torsdag aften om måneden inviterer til gudstjeneste med meditation i kirkerummet.

Søg ind i stilheden med meditation og toner af nærvær

Meditationsgudstjenesten varer en time, hvor vi mødes i øjenhøjde og sammen søger ind i stilheden. Yogalærer Hanna Smidt guider os i en meditation, kirkens musikere sætter rammen med rolige toner af nærvær og vi synger sammen.

Derefter er der tid og rum til i stilhed at sidde og meditere over, hvad der fylder hos os hver især, og ønsker man det, kan man få bedt en stille personlig bøn over sig.

Senere samles vi i en kreds om  lysgloben midt i kirkerummet og sognepræst Peter Møller Jensen deler en kort refleksion inden vi tænder lys for hinanden. Her får du den personlige opmuntring: ”Du er verdens lys!” og vi  ønsker hinanden fred.

Afslutningsvis fejrer vi nadver sammen, før vi skilles ud i aftenen med kurs mod hver vores forhåbentligt fredfyldte destination.

Medvirkende: præst Peter Møller Jensen, musikere Merete Ørting & Mikael Andreasen, yogalærer Hanna Smidt

Sådan finder du næste meditationsgudstjeneste

Datoen for næste månedlige meditationsgudstjeneste finder du nedenfor. Vi har også en trykt kalender, du kan tage med, næste gang du kommer forbi kirken  (Meditationsgudstjenesten holder sommerpause fra juni-august).

Du kan også tilmelde dig et nyhedsbrev om meditation her. Så minder vi dig om næste meditationsgudstjenste.

Ro, tro og kirke

Det foregår i Bellahøj Kirke. Her holder vi meditationsgudstjenester sidste torsdag i måneden kl. 19. Hver torsdag og fredag er der KirkeYoga. Flere gange om året er der pilgrimsvandringer og en årlig nytårsretræte.  

Meditationsgudstjenester