Nyhedsbreve om pilgrimsvandringer

Klik her: Nyhedsbrev om pilgrimsvandringer og udfyld formularen. 
Så får du fremover tilsendt sognepræst Peter Møller Jensens nyhedsbreve om pilgrimsvandringer.

Her kan du læse seneste nyhedsbrev fra Peter d. 28. september 2019

Kære pilgrimsvenner

 

Vi fik gennemført den første del af Rudersdalruten i flot sensommervejr, og nu er der ikke så længe til den næste del, der skal bringe os videre på ruten gennem de åbne landskaber ved Gammel Holte og Sandbjerg, ind gennem Rude Skov med små idylliske skovsøer, ud i det åbne igen og ned omkring Sjælsø, inden turen afsluttes i Birkerød efter ca. 16 km. En fantastisk flot og varieret strækning, der garanteret vil stå i de skønneste efterårsfarver, når det bliver lørdag d. 19. oktober!

Denne gang mødes vi fra nær og fjern i Rundforbi ved Nærum kl. 10.10. Man kan vælge at slå følge med Bellahøjgruppen, der samles ved Bellahøj kirke kl 9.15 og stiger på bus 5C, fortsætter med bus 21 og 150S til Nærum, hvorfra det sidste stykke ud til Rundforbi klares med bus 195. For de af jer, der kommer inde fra byen, er det nemmest at tage bus 150S hele vejen inde fra Nørreport med afgang kl. 9.24. I skifter ligesom os fra Bellahøj i Nærum til bus 195 mod Holte, der bringer jer ud til mødestedet i Rundforbi. Der er selvfølgelig også den mulighed at køre i egen bil ud til Rundforbi, hvor der er parkeringsmulighed ved Rundforbi Stadion og Svømmehal lige ved mødestedet på hjørnet af Rundforbivej og Egebækvej.

Ligesom sidst satser jeg på at vi kan indlægge et spændende kirkebesøg på turen, hvis ellers kirken ikke er optaget af handlinger den lørdag. Jeg vil skyde på at vi er fremme i Birkerød omkring kl. 16.00, således at vi kan være tilbage på Bellahøj eller inde i byen omkring kl. 17.00.

Det bliver hyggeligt at mødes og vandre sammen igen – og vi er jo en del, der på torsdag rejser med Bellahøj kirke til Umbrien for at vandre i Frans af Assisis landskab i en uges tid, så der vil garanteret blive meget at snakke om, når vi mødes igen på hjemlig grund med alle jer andre!

 

Måske ses vi inden da? Der er f.eks. en fin lørdag aften i vente allerede i aften, hvor der er Bellahøjmesse kl. 17.00, lørdagsmiddag kl. 18.30 (med lækker laks på menuen!) og en meget flot koncertoplevelse kl. 20.00 med strygerensemblet Live Strings, der spiller alt fra klassisk til folkemusik og Bent Fabricius-Bjerre! Og hvis du ikke skal med til Umbrien, så er der både et spændende aftenrum torsdag d. 3. oktober kl. 19.00 med yogaguruen Simon Krohn som aftenens gæst og en filmaften den følgende torsdag d. 10. oktober kl. 19.00 med instruktøren Pernille Fischer Christensens dansk-svenske film ”Unge Astrid” om forfatteren Astrid Lindgrens ungdom på programmet. Der er noget at glæde sig til!

 

De bedste pilgrimshilsener

Peter