Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Kom og prøv FDF

FDF Utterslev udforsker foråret

FDF Utterslevs yngste udforsker foråret

Ristede skumfiduser over bålet. Løb under stjernerne. Leg i skoven. Fællessang og skuespil. FDF Utterslevs yngste har i weekenden været på en skøn forårslejr.

Foråret blev i dén grad udforsket, da 20 puslinge og tumlinge (0. kl.-2. kl.) samt ledere fra FDF Utterslev i denne weekend drog på lejr i Råbjerghytten ved Helsinge.

Børn med gode skills

Knap havde den første forventningsfulde gummistøvle rørt jorden uden for hytten, før lejren summede af liv både ude og inde. De frivillige FDF-ledere havde planlagt aktiviteter som fx sangworkshops, skuespil og naturaktiviteter, som bl.a. inkluderede tilberedning af lækker bålmad. Børnene gennemførte også et udfordrende løb for at skaffe aftensmaden.

På baggrund af alt det, børnene nu har prøvet af under lejrturen, er de nu klar til at modtage to mærker som beviser på deres skills i både ”FDF Liv” og ”Bålaktiviteter”.

Udeliv og fællesskab

  • Både på vores lejre og til daglig er vi ude så meget som muligt. Vi laver bål, bygger huler i skoven, går på vandreture og tager på udfordrende løb, som inspirerer børnene til at tænke kreativt og bruge deres fantasi, siger Michael Loewe-Jensen, der er kredsleder i FDF Utterslev.

Han fortæller, at FDFs vision er at give børn og unge et ståsted at møde verden fra, og kernen i FDF er fællesskabet.

  • For os er det vigtigt, at man respekterer hinanden, og at man kan lege, grine og tale sammen uanset baggrund, alder og evner. Mange FDF’ere får stærke sociale kompetencer og bliver gode til at tænke lidt ud af boksen, og det er et godt afsæt i livet, synes vi, siger Michael Loewe-Jensen.

Stigende medlemstal

FDF Utterslev mødes hver onsdag på Naturværkstedet Streyf på Rådvadsvej 69 og har de senere år oplevet en støt stigende interesse. Kredsen har i dag ca. 100 medlemmer på hold inddelt efter klassetrin.

INVITATION: KOM OG PRØV FDF PÅ STREYF

FDF Utterslev inviterer nye og nuværende 0. klasses børn til at komme og prøve FDF den 9. og 16. juni. Tilmelding og information om prøvedagene på fdf.dk/utterslev.

Yderligere information:

Michael Loewe-Jensen, michael@loewe-jensen.dk, mobil 21639001