17/04/2026 0 Kommentarer
Pilgrimsvandring på Klosterruten Lørdag 25/4
Pilgrimsvandring på Klosterruten Lørdag 25/4
# Forside blog

Pilgrimsvandring på Klosterruten Lørdag 25/4
Kalkgården – Farum – Kirke Værløse (ca. 15 km).
Vi begynder dagen med at gå ind i den idylliske Mølleådal, der er omgivet af skove, og følger åen næsten helt til Farum. To steder på denne strækning har der ligget vandmøller, og i Terkelskov har der været gravet kalk.
Efter 1 km langs Farum Sø kommer vi op til den lille middelalderkirke i Farum. Dens katekismusaltertavle, der mest består af bibelcitater, er karakteristisk for reformationstidens brud med den katolske kirkes pragtudfoldelse og helgendyrkelse.
Ruten fortsætter gennem Farums oprindelige landsbymiljø til Farumgård. Den er opført 1705 og omgivet af en smuk park. Kort efter er der lejlighed til at studere den internationale skulpturpark, som er resultat af Farums bestræbelser for at markere sig som moderne kunstby. Efter S-tog- og busstationen fører Klosterruten også gennem Kumbelhaven med skulpturer af multigeniet Piet Hein, der døde i 1996.
Klosterruten fortsætter gennem den moderne del af byen til Stavnsholtkirken fra 1981, der er en af Danmarks mest markante kirker fra vor tid. Danskeren Johan Otto von Spreckelsen har været kirkens arkitekt. Han er blevet verdenskendt for sin kæmpemæssige bygningsskulptur i Paris, La Grande Arche eller ”Menneskehedens Triumfbue”.
Fra Stavnsholtkirken følger ruten Farum Søs østbred til Fiskebæk på landstriben mellem Farum Sø og Furesø. Ikke ret langt ude i Farum Sø ligger den lille, sagnomspundne ø Klavs Nars Holm. Turen fortsætter ad skovveje mod sydvest og gennem Ryget Skov til Kirke Værløse. Undervejs passerer vi Sækken, der er en interessant hængesækmose. Lige uden for Ryget Skov ligger en stor gravhøj fra bronzealderen med flot udsigt over et bølget, højtliggende landskab, der kaldes ”Værløse Højslette” og bl.a. benyttes til golfbane.
Kirke Værløses kerne er en hyggelig gammel landsby med et gadenet, der fortæller, at landsbyen oprindelig var bygget op omkring en forte, dvs. et fællesareal. Sådanne fortebyer ser man flere steder på Klosterruten til Roskilde. Mogens Jørgensens lysaltertavle fra 1973 er den middelalderlige kirkes hovedseværdighed.
AFGANG:
Mødetid: 9.20 ved Bellahøj Kirke.
Mulighed for påstigning følgende steder:
På Bellahøj (ved stoppestedet for bus 250S mod Bagsværd) kl. 9.35.
På Bagsværd St. (S-tog B mod Farum) kl. 10.12.
På Farum St. (ved stoppestedet for bus 334 mod Stenløse) kl. 10.31.
HJEMTUR:
Bus 151 fra Kirke Værløse Kirke kl. 15.58 til Værløse St, ank. kl. 16.18.
S-tog B fra Værløse st. kl. 16.25 til Stengården St., ank. kl. 16.34.
Bus 68 fra Stengården st. kl. 16.39 til Bellahøj, ank. kl. 17.02.
Tilmelding er ikke nødvendig – mød blot op på dagen!
Kommende pilgrimsvandring
Lørdag 20. juni: Kirke Værløse-Hareskoven-Ballerup (ca. 13 km)
Den tredje og sidste vandring, lørdag d. 20. juni, går fra Kirke Værløse langs Søndersø og gennem Hareskoven og Jonstrup Hegn til det nye bykvarter i Egebjerg, hvorefter vi kommer til den moderne Skovvejskirken fra 1968 og ender i Ballerup, hvor den fine middelalderkirke med velbevarede kalkmalerier, bl.a. forestillende Sankt Jacob, pilgrimmenes helgen, er dagens mål.
For spørgsmål kontakt pilgrimspræst Peter Møller Jensen: pmj@km.dk
Kommentarer